
Pressemeddelelse: FTFa bliver til a-kassen A&Til
FTFa skifter navn til A&Til. Med navneskiftet stiller a-kassen skarpt på sin rolle - og så vil direktør Kasper Højvang Kyed gøre op med det tabu, der fortsat knytter sig til at miste sit job.
A-kassen FTFa har eksisteret siden 1976, men efter næsten 50 år skifter a-kassen nu navn til A&Til.
Det nye navn er valgt, fordi det afspejler a-kassens opgave og peger samtidig ind i, hvordan et arbejdsliv former sig for langt de fleste. For det er helt almindeligt gennem en lang karriere, at man af og til har perioder uden job, og så er det a-kassens opgave at være klar med dagpenge og sparring på jobsøgning, når det af og til sker.
”Vores nye navn skal i højere grad afspejle vores rolle som en forsikring, der træder til, når et medlem i perioder står uden job. De fleste mennesker vil gennem et langt arbejdsliv opleve, at de har kortere eller længere perioder med ledighed. Vi har valgt et navn, der signalerer vores opgave. Nemlig at stå klar med hjælp, når det sker - af og til,” siger A&Til’s administrerende direktør, Kasper Højvang Kyed.
50 års erfaring med ledighed
Navnet FTFa udspringer fra hovedorganisationen FTF, som i dag er en del af FH. Så selvom det er en stor beslutning at skifte navn efter næsten 50 år, er det et naturligt skridt, da FTF ikke længere eksisterer. De 50 års erfaring med at hjælpe ledige i job, bygger a-kassen videre på.
”Vi er den samme a-kasse, og vi prioriterer fortsat vores tætte samarbejde med de faglige organisationer, som er vi a-kasse for. Men nu med et navn, der passer til opgaven og til en a-kasse i fremtiden,” siger Kasper Højvang Kyed.
Slut med et tabu
Navneskiftet kommer også med en mission. Kasper Højvang Kyed vil gøre op det tabu, der stadig knytter sig til at være ledig. I en ny undersøgelse blandt FTFa’s ledige medlemmer svarer 43 procent, at de nogle gange oplever at føle skam på grund af deres ledighed, og 23 procent synes, at det er svært at fortælle om deres ledighed til sociale arrangementer.
”Vi er født med en meget høj arbejdsetik i Danmark, og det er godt. Men det skal simpelthen ikke være forbundet med skam at stå uden arbejde, for det er helt almindeligt at have perioder med ledighed. Alene i FTFa er der godt 60 medlemmer, der melder sig ledige om dagen, så man står ikke alene,” siger Kasper Højvang Kyed.
”Jeg vil virkelig gerne have gjort op med det tabu, som ledighed fortsat er. Det er helt uholdbart, at samtidig med at man skal forholde sig til, at man har mistet sit job og skal i gang med at søge nyt arbejde, så er man samtidig utryg ved at fortælle om det. Det skal vi simpelthen lave om på.”
Identiteten i jobbet
En del af forklaringen på tabuet kan måske findes i, at 76 procent i undersøgelsen peger på, at deres arbejde er vigtigt for, hvem de føler, at de er som personer.
”Der er ingen tvivl om, at der er stor identitet i at have et job, og derfor er det for mange et tabu, hvis de mister det. Men jeg tror på, at vi kan gøre tabuet mindre, hvis vi taler om det og får vist, at det sådan set er helt almindeligt af og til at være ledig og på jagt efter et nyt job. Det vigtigste er at komme godt videre,” fastslår a-kassedirektør Kasper Højvang Kyed.
For spørgsmål, kommentarer eller interview med adm. direktør Kasper Højvang Kyed, kontakt kommunikationschef Camilla Bech Hornung, tlf. 24 89 94 95 / cbh@aogtil.dk
Fakta:
- FTFa, fremover A&Til, er en tværfaglig a-kasse, der har eksisteret siden 1976.
- A-kassen er med godt 150.000 medlemmer en af landets største a-kasser og har kontorer i København, Odense, Aarhus, Aalborg, Herning, Kolding og Næstved
- FTFa er a-kasse for 54 faglige organisationer, heriblandt Finansforbundet, Dansk Socialrådgiverforening, Kost- og Ernæringsforbundet, Forsikringsforbundet, Konstruktørforeningen, Farmakonomforeningen, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musiker Forbund.