Ny kampagne bruger humor til at minde danskerne om, at man af og til har brug for en a-kasse
A-kassen A&Til lancerer en landsdækkende kampagne, der minder danskerne om, at man af og til har brug for en a-kasse. Med humor som kreativt greb skal kampagnen bryde tabuet om ledighed og vise, at det er en naturlig del af arbejdslivet at stå uden job af og til.
A-kassen A&Til er netop gået i luften med en ny landsdækkende kampagne, der minder danskerne om, at vi alle af og til kan få brug for en a-kasse. Kampagnen viser karikerede hverdagsscenarier, hvor man mister jobbet på uventede og absurde måder, eller hvor det er tid til at komme videre og søge et nyt job.
”Arbejdslivet er fantastisk, men det er også foranderligt. Nogle gange ændrer vi selv retning, andre gange bliver retningen ændret for os. Og når man står dér uden job, har man brug for at vide, at man ikke er alene. Vores kampagne skal gøre det lettere og mere normalt at tale om ledighed. For af og til sker det. Og så er det vigtigt at være medlem af en a-kasse,” siger Kasper Højvang Kyed, der er administrerende direktør hos a-kassen A&Til.
Shh, er du ledig?
Selvom det er normalt at stå uden job i perioder, er det for nogle stadig forbundet med skam. Ifølge en undersøgelse fra A&Til svarer hele 43 procent af de ledige medlemmer, at de ofte eller af og til skammer sig over at være ledige. Med kampagnen vil a-kassen udfordre den opfattelse og være med til at aftabuisere ledighed.
Hvis vi kan få danskerne til at se ledighed som et kortvarigt bump på vejen i et langt arbejdsliv, så bliver ledighed noget, der af og til sker, og som vi nok skal komme godt videre fra. Ledighed er ikke undtagelsen, men snarere en fælles erfaring, flere af os kommer til at stå i på et tidspunkt. Derfor vil vi gerne bidrage til, at ledighed ikke bliver set som noget pinligt eller skamfuldt, men som noget, man taler åbent om, fordi det er et vilkår på vores fleksible arbejdsmarked,” forklarer Kasper Højvang Kyed.
Humor og engagement om et lavinteresseprodukt
At kommunikere som a-kasse er en klassisk udfordring, da a-kassen er et lavinteresseprodukt, som de færreste af os har lyst til at forholde sig til, før vi får brug for den. Derfor har A&Til sammen med Marketsquare, som står bag kampagnen, valgt humor som virkemiddel til at skabe opmærksomhed og engagement.
Det får kampagnen til at adskille sig fra, hvad der ellers kommunikeres om a-kasser derude.
”Vi har valgt at bruge humor, fordi det giver en kontrast imellem a-kassen som lavinteresseprodukt og så de humoristiske situationer, som de fleste forhåbentligt kan spejle sig i. Humor er et utroligt stærkt greb, fordi vi i smilet har nemmere ved at åbne op for dialogen, som er det, A&Til ønsker,” siger Josefine Nejstgaard Palm fra Marketsquare.
Kampagnen rulles ud på tv, outdoor og sociale medier i de kommende uger.
Fakta:
A-kassen A&Til har eksisteret i 49 år. I maj 2025 skiftede a-kassen navn fra FTFa til at hedde A&Til. Af og til har man nemlig brug for en a-kasse.
A-kassen A&Til er med sine 154.000 medlemmer og 54 faglige organisationer i ryggen, en af landets største a-kasser. Medlemmerne hos a-kassen spænder bredt fra finans- og forsikringsfolk til kunstnere, socialrådgivere og bygningskonstruktører.