Spring menu over og gå til indhold

Formand: Vi er klar, når medlemmerne har brug for os

Det skal være enkelt at være ledig, når du er medlem hos A&Til. Sådan lød det blandt andet fra a-kassens formand, Steen Lund Olsen, på delegeretmødet den 31. oktober 2024 i København.

Omkring 140 mennesker satte sig torsdag til rette i salen på Radisson i København, hvor A&Til’s delegeretmøde løb af stablen for 25. gang. Formandskabet og hovedbestyrelsen skulle vælges, ligesom flere forslag til vedtægtsændringer var på programmet. 

Steen Lund Olsen gjorde de indledende takter fra talerstolen, hvor han fremlagde sin mundtlige beretning. 

”Mange sætter en skarp streg imellem det at være ledig og det at være i job. Men for mig handler det om at sætte to streger under det at have et arbejdsliv. For af og til står vi altså uden job. Det er helt normalt. Det forstår vi her i a-kassen. Vi er klar den dag, medlemmerne har brug for os. Så slår vi hele apparatet til for at hjælpe dem godt videre i deres arbejdsliv,” lyder det indledningsvist fra Steen Lund Olsen.

Kunstig intelligens gør det nemmere at søge job

Formanden understredede, at medlemmerne oplever, at vi som a-kasse står klar, når de har brug for os.

Derfor hjælper A&Til blandt andet nu medlemmerne med sparring, når de sidder og bakser med deres cv eller ansøgning en søndag aften. Alt de skal gøre, er at gå ind på Jobmakker.dk. 

”Vi blev de første i branchen, der brugte kunstig intelligens til at lave et medlemsrettet produkt med Jobmakker, der kunne skrive en jobansøgning,” forklarede formanden fra talerstolen og understregede:

”For mig er det ret klart, at Jobmakker gør jobsøgning mere lige for alle. Jobmakker er et godt eksempel på, at vi har gjort det nemmere og mere enkelt at være ledig.”

Tid til udvikling

I sin tale kom formanden også ind på, hvordan A&Til vil være danskernes foretrukne a-kasse:

”Vi vil ikke være papir. Vi vil være digitale. 
Vi vil ikke være komplekse. Vi vil være enkle. 
Vi vil ikke kun hjælpe folk i job mellem 8-16. Vi vil give sparring 24/7. 
Vi vil ikke give god service. Vi vil give service i topklasse. 
Vi vil ikke være gule. Vi vil være faglige. 
Vi vil ikke være fagforening. Vi vil være a-kasse. 
Vi vil være alles a-kasse.”

Genvalg til formandskabet

Efter formandens beretning blev ordet givet frit. Flere delegerede gik på talerstolen, og senere på dagen blev nye forslag til vedtægtsændringer også debatteret og stemt om.

Steen Lund Olsen blev genvalgt som formand.

Allan Christensen blev genvalgt som næstformand. 

Hovedbestyrelsen får to nye medlemmer, da Cille Holse fra Danske Fodterapeuter og Marie Pallesgaard Vithen fra Dansk Socialrådgiverforening blev valgt ind. 

Til gengæld trådte Elisabeth Gregersen fra Danske Tandplejere og Ditte Brøndum fra Dansk Socialrådgiverforening ud af A&Til’s hovedbestyrelse.

Note: Artiklen er blevet redigeret d. 26/5 -2025 med vores nye navn.