Spring menu over og gå til indhold

Guide til EØS-dagpenge

  1. Send din ansøgning om EØS-dagpenge til os i Tast Selv, inden du rejser
  2. Tilmeld dig det lokale jobcenter senest syv dage efter, du ankommer
  3. Vær til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, du er rejst til
  4. Bliv i det land, du har fået godkendt EØS-dagpenge til
  5. Send dit dagpengekort hver måned

Søg om EØS-dagpenge (åbner i nyt vindue).

Hvor længe kan du få dagpenge i udlandet? 

Du kan søge arbejde i et andet EØS-land i op til tre måneder og samtidig få dagpenge fra Danmark.


Du skal tilmelde dig det lokale jobcenter i den by, du tager til. Ved du ikke, hvor det ligger, kan du spørge på byens rådhus eller på biblioteket i byen. Vi i A&Til kender ikke de lokale jobcentres placering i udlandet.

Regler for at få EØS-dagpenge

Du kan få dagpenge med til udlandet i tre måneder, hvis du:

  • er statsborger i et EØS-land
  • er medlem af en dansk a-kasse
  • bor og opholder dig i Danmark på afrejsedagen
  • har været ledig i mindst fire uger. Der er mulighed for dispensation
  • har ret til dagpenge den dag, du rejser
  • har søgt om EØS-dagpenge, før du rejser
  • tilmelder dig jobcentret i den by, du rejser til
  • står til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, du er rejst til
  • ikke forlader det land, du har søgt om EØS-dagpenge til

Finder du ikke arbejde i det land, du er rejst til, skal du vende tilbage til Danmark og tilmelde dig jobcenteret, inden de tre måneder er udløbet. Ellers mister du retten til dagpenge i Danmark.

Guide: Når du kommer hjem

Når du kommer hjem efter at have fået EØS-dagpenge, er der to ting, du skal huske: 1. Meld dig ledig på jobcentret den dag, du rejser hjem 2. Send os dokumentation for din hjemrejse
Søg om EØS-dagpenge (åbner i nyt vindue)

Dispensation for fire-ugers reglen

Du skal have været ledig i mindst fire uger for at få dagpenge, mens du søger job i et andet EØS-land, men der er undtagelser.


Du kan søge om dispensation fra reglen om fire ugers ledighed, hvis du:

  • Flytter med din ægtefælle/samlever, som skal arbejde eller uddanne sig
  • Skal til jobsamtale i udlandet
  • Er statsborger i det EØS-land, hvor du vil søge arbejde

Du skal kunne dokumentere, hvorfor du søger om dispensation. Send dokumentationen sammen med din ansøgning om EØS-dagpenge.

To hurtige om EØS

Kan du rejse til udlandet med dagpenge igen?

Du skal have mindst 296 timers arbejde inden for 12 uger/tre måneder, før du igen kan få ret til dagpenge i et andet EØS-land. For deltidsforsikrede er kravet mindst 148 timer. Dit arbejde i udlandet tæller også med, når du skal opfylde timekravet.

Hvad er et EØS-land?

EØS-landene omfatter alle EU-landene samt Schweiz, Liechtenstein, Island og Norge.

I dag består EU af 28 lande: 

Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Kroatien, Estland, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Rumænien, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Tag dine dagpenge med til udlandet - Se reglerne her