Tidlig pension eller efterløn - hvad skal du vælge?
Du kan få udbetalt tidlig pension, også kaldet Arne-pension, hvis du ønsker at gå tidligt på pension og opfylder en række betingelser. Læs mere om tidlig pension (Arne-pension) og efterløn her på siden.
Hvad er tidlig pension (Arne-pension)?
Tidlig pension, også kendt som Arne-pension, er en ordning, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet 1-3 år før folkepensionsalderen.
Formålet med ordningen er at give lønmodtagere, der har arbejdet i mange år, mulighed for tidligere pensionering.
Tidlig pension eller efterløn?
Hvis du både opfylder betingelserne for at gå på efterløn, og opfylder betingelserne for tidlig pension, kan du vælge mellem at gå på efterløn eller tidlig pension.
Satsen for tidlig pension er cirka 15.000 kroner om måneden i 2025, og efterlønssatsen (der beregnes individuelt) er typisk noget højere. Det er derfor en god idé at undersøge begge muligheder nøje, før du træffer en beslutning.
Hvis du har mulighed for at vælge mellem tidlig pension eller efterløn, er det vores anbefaling, at du både kontakter os og Udbetaling Danmark for nærmere vejledning om de to ordninger.
Hvad kan vi gøre for dig?
Vi kan lave en vejledende beregning, der viser, hvad du kan forvente at få i efterløn og/eller optjene af skattefrie præmier. Vi kan også oplyse, hvad du kan få tilbagebetalt af efterlønsbidrag, hvis du vælger at udtræde af efterlønsordningen.
Vi kan derimod ikke vejlede dig om reglerne for tidlig pension, da det er Udbetaling Danmark, der administrerer disse regler.
Hvis du ønsker at få oplyst, hvad du kan få i tidlig pension, skal du derfor kontakte Udbetaling Danmark.
Hvad kan Udbetaling Danmark gøre for dig?
Det er Udbetaling Danmark, der administrerer reglerne om tidlig pension. Det er derfor også Udbetaling Danmark, der afgør, om du opfylder betingelserne for tidlig pension.
Udbetaling Danmark kan også vejlede dig om, hvilken sats du vil kunne få.
Du kan læse mere om retten til tidlig pension, hvad du kan få udbetalt, samt fradrag for arbejde og pensioner i tidlig pension på Borger.dk.
Hvis du melder dig ud af efterlønsordningen, vil det betyde, at:
- du ikke kan fortryde udmeldelsen
- du kan ikke gå på efterløn
- du kan ikke optjene skattefri præmie
Du kan også vælge at blive i efterlønsordningen. Hvis du bliver i efterlønsordningen, bevarer du din mulighed for at:
- gå på efterløn, når du opfylder betingelserne for ret til efterløn
- optjene skattefri præmie, hvis du fortsat arbejder
Hvis du vælger at blive i efterlønsordningen og alligevel går på tidlig pension, skal du være opmærksom på, at det kan betyde, at størrelsen på en skattefri præmie bliver reduceret med perioden, hvor du modtager tidlig pension.
Hvis du planlægger at arbejde frem til du bliver folkepensionist, uden hverken at gå på efterløn eller tidlig pension, vil det normalt bedst kunne betale sig at blive i efterlønsordningen, da du på denne måde optjener skattefri præmie.