Spring menu over og gå til indhold

5 råd til opbygning af et målrettet cv

Et stærkt cv er mere end en oplistning af dine tidligere jobs. Det handler om hurtigt at vise en arbejdsgiver, hvorfor du er et godt match til jobbet. Cv’et skal derfor være målrettet, overskueligt og nemt at skimme. Er du i tvivl om, hvordan du opbygger dit cv? Her er nogle tips, der kan hjælpe dig i gang.  

1. Målret dit cv til stillingen  

Læs stillingsopslaget grundigt, og undersøg hvilke kompetencer, erfaringer og personlige egenskaber, virksomheden lægger vægt på. Jo bedre du forstår virksomhedens behov, desto lettere bliver det at målrette dit cv.  

Når du tilpasser dit cv, skal du derfor sætte modtageren i centrum.  Fokusér på det, der er relevant for stillingen. Her er det også en fordel at give dit cv en overskrift, som passer til jobbet.  

2. Fremhæv dine styrker fra starten  

Virksomheder bruger ofte kun få sekunder på gennemlæsning af et cv. Derfor er det vigtigt, at dine kompetencer og erfaringer står tydeligt frem fra starten. Her kan en skarp profiltekst hjælpe dig med at vise din motivation - og hvorfor du er et godt match til jobbet 

Kort sagt: Du skal give modtageren lyst til at læse videre og skabe en rød tråd mellem dine erfaringer, kompetencer og den stilling, du søger. 

Tip! Hvis du ikke kan sætte flueben ved alle de kompetencer, som virksomheden efterspørger, kan du i profilteksten forklare din motivation for at lære dem.  

Værdien af et målrettet cv

 

"80 % af arbejdsgiverne læser cv’et først – og mange går kun videre til ansøgningen, hvis cv’et virker relevant. Derfor er et målrettet cv noget af det vigtigste i din jobsøgning."

Hanne Skjoldborg, job- og karrierecoach hos A&Til

3. Vær selektiv og udvælg de vigtigste erfaringer 

Du skal ikke se dit cv som et opslagsværk over hele din karriere. Udvælg i stedet de erfaringer, kompetencer og resultater, der er mest relevante for den stilling, du søger.  

Fokusér på de opgaver og ansvarsområder, der bedst beskriver din faglighed. Det gør det lettere for arbejdsgiveren at vurdere, om dine erfaringer passer til stillingen. 

Tip! Har du jobtitler eller uddannelser med betegnelser, som ikke er kendte uden for din branche, kan det være en fordel at forklare dem kort eller bruge formuleringer, som arbejdsgiveren lettere kan forstå. 

4. Gør dit cv overskueligt  

Et cv skal være nemt at læse og skimme. Tydelige overskrifter, korte afsnit og en ensartet struktur gør det lettere for arbejdsgiveren hurtigt at finde de vigtigste oplysninger. 

Punktform kan være med til at skabe overblik, især når du beskriver dine erfaringer og resultater. Målet er, at arbejdsgiveren hurtigt kan danne sig et indtryk af din profil. 

5. Link til din LinkedIn-profil 

LinkedIn er blevet en naturlig del af mange virksomheders rekrutteringsproces. Derfor kan det være en fordel at linke til din profil i dit cv.  

Her kan din LinkedIn-profil fungere som et supplement til cv’et, hvor arbejdsgiveren kan læse mere om dine erfaringer, kompetencer og projekter. Sørg derfor for, at oplysningerne på LinkedIn stemmer overens med dit cv, og at din profil er opdateret.  

Få sparring på dit cv, når det passer dig

Vores AI, Jobmakker, er trænet af vores jobrådgivere til at give dig målrettet sparring til netop det job, du gerne vil søge. Du kan få gode råd til, hvordan dit cv vil stå skarpere, eller hvilke nogle kompetencer, du kan fremhæve. Og du kan få sparringen lige, når du har brug for det - Jobmakker har altid tid til dig.

Få Jobmakkers sparring

Hvad skal dit cv indeholde?

Når du har styr på, hvordan du skal målrette dit cv, er det næste skridt at sikre, at det indeholder de vigtigste oplysninger. 

Nedenfor finder du en tjekliste på syv elementer, som du skal have med i dit cv.  

Tip! Husk at gemme dit cv som PDF – det sikrer, at layoutet ser ens ud på alle enheder. Giv filen et professionelt navn, fx cv_Louise_Hansen.pdf. 

Profiltekst

En kort introduktion, der fremhæver dine vigtigste kompetencer, erfaringer og din motivation i forhold til jobbet. Vis, hvorfor du er et godt match – og hvad du kan bidrage med. 

Eksempel:

“Frederiksværk Krisecenter får en engageret socialrådgiver med fokus på børns trivsel og retfærdighed. Jeg skaber tillid, tør tage svære samtaler og bidrager aktivt til et stærkt team, der forebygger negativ social arv.”

Erhvervserfaring

Beskriv tidligere jobs og praktikforløb  og uddyb relevante opgaver og resultater.  

Eksempel:

  • 2025 Kommunikationsmedarbejder, Sundhedshuset (praktik i forbindelse med studie).
  • Interview af deltagere på rygestopkursus mhp. borgerhistorier.
  • Tekstskrivning til hjemmeside, annoncer og artikler.

Tip! Saml gerne korte ansættelser - og hvis du har foretaget brancheskifte, kan du komme med en kort forklaring hertil.  

Uddannelse og kurser

Din uddannelsesbaggrund og relevante kurser. 

Eksempel:

Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, VIA University College (2022) – Fokus på sundhedsformidling og projektledelse.

Kompetencer

Giv overblik over dine faglige og personlige kompetencer.  

Eksempel på faglige kompetencer:

Kvalitetssikring af årsrapporter, specifikationer, revisionsprotokollater, kalenderstyring, mødebooking.

Eksempel på personlige kompetencer:

Struktureret, samarbejdsorienteret, løsningsorienteret, proaktiv.

Fritidsinteresser/frivilligt arbejde

Aktiviteter, der viser, hvem du er som person – det giver indsigt i dine værdier og engagement. 

Eksempel:

Frivillig i Røde Kors Ungdom – Planlagde aktiviteter for unge flygtninge og lærte at samarbejde i kulturelt mangfoldige teams.

Kontaktoplysninger

Inkludér navn, telefonnummer, e-mail og LinkedIn. Et billede kan inkluderes, men det er ikke et krav. 

Eksempel:

Navn: Louise Hansen | Tlf: 12 34 56 78 | Mail: louiseh@mail.dk | LinkedIn: linkedin.com/in/louisehansen

Referencer

Kender du nogen, der vil anbefale dig? Skriv, at de kan oplyses efter aftale – så kan du kontakte dem inden, når det bliver aktuelt. 

Eksempel:

Referencer oplyses efter aftale.

Den gode ansøgning

Har du styr på, hvordan du skriver en målrettet ansøgning, der fanger modtagerens opmærksomhed?

Vi har lavet en guide til dig, så du får styr på formalia, indhold og opbygning. 

Sådan skriver du en målrettet ansøgning

Eksempler på et godt cv

Mangler du inspiration til, hvordan du skal opbygge dit cv? Så du dykke ned i vores branchespecifikke cv-arkiv.

Alle cv'erne er fiktive og skrevet af vores jobrådgivere. Lad dig inspirere og finpuds dit cv.

Sådan skriver du et godt cv

Få ny viden og inspiration på vores webinarer

Vil du stå stærkere i din jobsøgning – eller finde retningen i dit arbejdsliv?

Vi holder gratis webinarer for medlemmer, hvor du får konkrete råd, redskaber og inspiration til alt fra cv og jobsamtale til karriereskift og trivsel. Du kan deltage online, uanset hvor du er – og få direkte adgang til vores erfarne rådgivere.

Få viden, du kan bruge med det samme – og kom et skridt tættere på dit næste job.

Se kommende webinarer her